§1 Hjemsted Esbjerg sangakademi er en selvejende institution med hjemsted i Esbjerg kommune.
§2 Formålet med institutionen er
- at fremme sangen lokalt og regionalt
- at understøtte udviklingen af de til Esbjerg sangakademi tilknyttede kor
- at understøtte elitekor i Esbjerg kommune
§3 Ledelsen Bestyrelsen forestår institutionens overordnede ledelse. Den daglige ledelse varetages af Esbjerg sangakademis ledelse, som deltager i samtlige bestyrelsesmøder med taleret og uden stemmeret.
§4 Bestyrelsen består af
En repræsentant for Treenighedskirkens Drengekor og Konservatoriets Pigekor
En repræsentant for korene ved Ribe domkirke og Skt. Catharinæ kirke
En repræsentant for amatørkor i kommunen
En repræsentant for skolekor i kommunen
En repræsentant for det professionelle musikliv
En repræsentant for erhvervslivet
En repræsentant for Kulturskolen
Bestyrelsen konstituerer sig selv som følger:
§5 Bestyrelsens opgaver
Stk. 1 Bestyrelsen har den overordnede ledelse af Esbjerg sangakademi og fastlægger efter indstilling fra Esbjerg sangakademis leder Esbjerg sangakademis aktiviteter samt godkender budget og regnskab.
Stk. 2. Bestyrelsen ansætter og afskediger Esbjerg sangakademis leder og godkender efter indstilling fra skolens leder ansættelse og afskedigelse af Esbjerg sangakademis øvrige personale.
Stk. 3. Bestyrelsen fastsætter nærmere retningslinjer for institutionen og kan bemyndige ledelsen til i nærmere fastlagt omfang og under bestyrelsens ansvar at udøve de beføjelser, der er tillagt bestyrelsen.
Stk. 4. Bestyrelsen er over for myndigheder m.m. ansvarlig for Esbjerg sangakademis drift, herunder forvaltningen af offentlige tilskud.
§6 Regler for bestyrelsens arbejde
Stk. 1. Bestyrelsen vælger, blandt de stemmeberettigede medlemmer, sin formand og næstformand og fastsætter i en forretningsorden de nærmere bestemmelser om udførelsen af sit hverv.
Stk. 2. Formanden sammenkalder og leder bestyrelsens møder. Der afholdes mindst 4 møder årligt, og der indkaldes med minimum 8 dages varsel. Møde skal holdes, når mindst 2 bestyrelsesmedlemmer fremsætter krav herom. Der kan til bestyrelsesmøder – eller enkelte punkter på dagsordenen - indkaldes andre personer med taleret og uden stemmeret. Dette skal tydeligt fremgå af indkaldelsen.
Stk. 3. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede. Afgørelser træffes ved simpel stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens - og i dennes fravær næstformandens - stemme afgørende.
Stk. 4. Til beslutning om ændring af vedtægterne, om køb, salg eller pantsætning af fast ejendom, samt om skolens nedlæggelse kræves dog, at mindst 2/3 af bestyrelsesmedlemmerne stemmer herfor.
Stk. 5. For Esbjerg sangakademis bestyrelse, leder(e) og andre ansatte finder bestemmelserne i forvaltningslovens om inhabilitet og om tavshedspligt anvendelse.
Stk. 6. Bestyrelsens beslutninger noteres i en protokol. Referat af bestyrelsesmøder sendes til bestyrelsens medlemmer, samt institutionens ledelse.
Stk. 7. For bestyrelsens medlemmer gælder dansk rets almindelige erstatningsregler, men medlemmerne hæfter i øvrigt ikke personligt for Esbjerg sangakademis økonomiske forpligtelser.
Stk. 8. Bestyrelsesmedlemmernes rejseudgifter og øvrige udgifter i forbindelse med hvervet afholdes af Esbjerg sangakademi efter samme regler som for statens tjenestemænd.
§7 Akademiets daglige ledelse
Stk. 1. Esbjerg sangakademis daglige ledelse varetages af de(n) af bestyrelsen ansatte/udpegede leder(e).
Stk. 2. Ledelsen skal påse,
- at aktiviteterne gennemføres i overensstemmelse med gældende regler
- at de undervisningsmæssige forhold er forsvarlige
- at det af bestyrelsen godkendte budget overholdes
- at Esbjerg sangakademis virksomhed i øvrigt er i overensstemmelse med bestyrelsens beslutninger og retningslinjer.
Stk. 3. Lederen skal arbejde for,
- at der etableres et praktisk og hensigtsmæssigt samarbejde mellem Esbjerg sangakademi, øvrige uddannelsesinstitutioner, offentlige myndigheder, fonde, erhvervslivet m.fl.
- at der mellem personale og ledelse og mellem personalegrupper formidles et godt internt samarbejde, der er befordrende for Esbjerg sangakademis gennemførelse af aktiviteterne
- at sikre en løbende udvikling af Esbjerg sangakademis aktiviteter og udarbejde forslag herom til bestyrelsen.
- At sikre en sund økonomi i Esbjerg sangakademi.
§8 Regnskab m.m.
Esbjerg sangakademi regnskabsår løber fra 1/1 – 31/12. Regnskabet føres af den administrative leder, og regnskabet skal være revideret af en af bestyrelsen valgt revisor. Bestyrelsen er berettiget til at ansætte en statsautoriseret eller registreret revisor til udarbejdelse af regnskabet.
§ 9 Tegningsret
Stk. 1. Skolen tegnes enten af bestyrelsens formand og Esbjerg sangakademis leder i forening eller af en af disse i forening med bestyrelsens næstformand.
Stk. 2. Til køb, salg og pantsætning eller andre dispositioner over Esbjerg sangakademis faste ejendomme kræves underskrift af mindst 2/3 af bestyrelsens medlemmer.
§ 10 Esbjerg sangakademis aktiver
Stk. 1. Esbjerg sangakademis aktiver må kun anvendes til fremme af Esbjerg sangakademis formål. Driftsmidler skal med undtagelse af nødvendig kassebeholdning anbringes på betryggende måde i anerkendt pengeinstitut. Alle skolen tilhørende værdipapirer skal være noteret i Esbjerg sangakademis navn.
§ 11 Nedlæggelse
Stk. 1. Beslutning om Esbjerg sangakademis nedlæggelse træffes af bestyrelsen.
Stk. 2. Ved nedlæggelse forestås likvidationen af Esbjerg sangakademi af et likvidationsudvalg.
Stk. 3. Esbjerg sangakademis bestyrelse fungerer, indtil likvidationsudvalget er nedsat.
Stk. 4. Likvidationsudvalget består af 3 medlemmer, hvoraf akademiets bestyrelse vælger 2, og 1 vælges af Esbjerg sangakademis hjemstedkommune.
Stk. 5. Nettoformuen, opgjort på likvidationstidspunktet, tilfalder Esbjerg Kommune.